310
af den Tanke, at han skyldte at sige Melitta Sandheden. Havde hun ikke straks fortalt ham sit første Indtryk af Frahms Forelskelse — og han gik nu i Maaneder omkring og narrede hende. Da han mødte hendes forskende alvorlige Øjne, svarede han med sagte Stemme:
»Der er noget, som jeg misunder ham.«
»Hvilket« — kom det ligesaa sagte og tonløst fra Melitta.
Men han kunde ikke svare; han saa’ blot fortvivlet hen til hende.
Og da forstod Melitta ham. Hun havde aldrig søgt at erfare, hvem den Kvinde var, som Kragh elskede. Ikke da hun med dyb Sorg saa’ deres store Kærlighed, der skulde varet Livet igennem, vige Pladsen for et Venskab, der ikke var stærkt nok til at bære et Ægteskab — i alt Fald ikke for ham. Ikke da hun i Efteraaret genfandt ham uroligere og mørkere og langt mere fremmed overfor hende, medens hun endnu i Jylland havde haabet paa en Forandring til god Lykke ved sin Hjemkomst. Ikke da hun var klar over, at han var forelsket, ulykkeligt forelsket, og
