312
Hun sagde da intet mere til ham, og heller ikke han tilføjede noget Ord. Han havde med Lethed kunnet følge hendes Tankebevægelse, og han vidste, at Medlidenhed kæmpede i hendes Sjæl med en kun altfor naturlig Ringeagt for en Kærlighed, hvis Genstand forekom hende saa lidet værd.
— Da Erik den Nat lagde sig sent, troede han, at Melitta sov. Men lidt efter hørte han hende rejse sig. Om hun tænkte, at han var faldet i Søvn, vidste han ikke. Men hun tog Hovedpude og Tæppe, bar dem sagte ind i Dagligstuen og redte sin Seng paa Sofaen der.
Ikke for det, heller ikke dér fandt Melitta Søvn; men hun vilde heller ikke sove. Hun laa den hele Nat og søgte at forstaa alt, hvad der var hændet, og kunde daarligt skille og samle de enkelte Ting. Dog én Beslutning fattede hun den Nat.
Den meddelte hun Erik Søndag Morgen:
