21
Ben og som snoede en pragtfuld gul Moustache med en aristokratisk Haand. Han var ogsaa livlig og elskværdig. Selv efter deres Bryllup — hun blev gift til atten Aar — avancerede han stadigt for hende, lige til han blev en Art Verdenserobrer, en Cæsar, en Alexander. Hun forgudede ham, hun nærmede sig ham altid knælende. Men nu — efterhaanden var det kommet — havde han tabt Helteglorien for hende. Hvis han ogsaa nu var ærgerrig, saa var det paa en anden, helt anden Maade end dengang, og heller ikke i Ærgerrigheden tog han hende med. Hendes Forelskelse var i sin Tid gaaet over til Forgudelse, nu havde Forgudelsen veget Pladsen for en lidt forskrækket eller urolig Venlighed og Tjenstvillighed.
Og imens Fru Bertha hørte paa den smukke Annette Dunckers livlige Tale, maatte hun sige til sig selv, at hun vilde staa sig ved at ligne sin Veninde, der tilbades i Kresen og som befandt sig saa saare vel. Man kunde ikke paa denne dejlige Ansigtsteint opdage mindste Spor af Bekymring, endsige af Smerte: ikke en Taare havde blot svagt furet den fine
