44
Roller eller af Digte, som han i fordums Dage havde lært, med den sjælfuldeste Naturlighed og med den fineste Beregning af kunstneriske Virkemidler. Altid tragiske Ting. Løjerligt var det, at hvad han fremsagde eller spillede allerbedst var Ingeborgs Afsked i Dronning Margareta efter Olafs Død — han lagde Surdin paa sin smukke og store Stemme og blev til den unge norske Pige, hvis Vers han endog deklamerede med en ganske let norsk Akcent, der klædte dem nydeligt. Han fremsagde, selv naar han var fuld, Ingeborgs Afsked med samme Følelse. Overhovedet var det jo vanskeligt at træffe ham ædru.
Endelig den tredje af Husets Venner, Andreas Frahm, var Kunsthistoriker. Han var egentlig altid paa Rejse, men blev altid ganske kort borte. Han havde næsten intet offentliggjort, men besad store Samlinger af Fotografier, Kobberstik, Optegnelser og Dagbøger. Han fik ofte saa brændende Lyst til at se et Maleri eller en Statue, at han øjeblikkeligt pakkede Kufferten og tog afsted. Han hadede Kjøbenhavn, hvor ingen god Kunst var at se — og elskede samtidigt Byen for den Ro, som han
