47
begyndt som grundtvigiansk farvet Troende. Paa Egnen, hvor Faderens Gaard laa, var Alle Grundtvigianere. Frahm havde faaet sin Opdragelse af sin Fader, en gammel Romafarer af en Maler, en arg Kætter, der næsten spyttede, naar han saa’ en Præst. Men Fru Melitta var selvopdragen, kun styrket ved Samlivet med sin Mand. Og nu, da al stolt Politik var strandet i Danmark, da alt var rodet ud i Ævl, forenedes Vennerne i et lille Haab om, at Fritænkeriet, befriet for politiske Hensyn og Forbindelser, kunde begynde en ny Kamp. Men Haabet var ikke stort, og de var næsten ligesaa mistrøstige som forbitrede.
Fru Melitta holdt Modet bedst oppe, fordi hun overhovedet altid var modig. Hendes Natur var at tage fat, holde fast, styrte sig frem, gaa i Brechen, slide sig op. Hun besørgede Hus og Barn og Syning og endda nogle Romanoversættelser, der betaltes daarligt — heldigvis havde hun nemt til Sprog — alt med samme uopslidelige Kræfter. Hun var aldrig i helt daarlig Humør og kunde altid med et Ryk bringe sig i en livlig Stemning, men der var dog med Aarene kommet noget tungt over
