66
Ammerne med Soldaterne, mens Børnene skriger. Og dermed sørges for frisk Luft til den store Befolkning. Ja det er Gud hjælpe mig til at grine sin Mave itu af —«
Han var nu saadan paa Gled, at ingen vidste, hvordan han mere kunde standses — da hævede Fru Melitta pludselig sin Haand og sagde: »Tys!«
Buttenschøn standsede forbavset — men Melitta pegede smilende paa Barnet.
Dorothea var faldet i Søvn. Hun havde det saadan, at midt som hun syntes livligst, tilsløredes hendes Øjne og hun gav sig til at vikle sine lange Krøller om sine smaa Fingre. Naar hun begyndte at spinde — som hendes Moder kaldte det — saa var Dorothea færdig med den Dag. Hun havde nu spundet lidt, saa havde Søvnen overvundet hende, og hun havde uden et Ord ladet sit Hoved glide ned paa Baltzers Skød. Der sov hun trygt med et Smil om Læberne og aandede ganske let — og de, der betragtede hende, trak Vejret sagte og smilede til Barnets uskyldige Ynde. Der var ikke Lyde paa hendes Legeme, ikke Brist i hendes Natur. Og da Melitta bøjede
