85
at gaa alene. Saa kom Kattentid — hun hed saaledes — og hentede ham. Hun stod i Stuen saa stiv som en Telegrafpæl og betragtede Selskabet med et fjendtligt Blik, afslog ogsaa koldt det Glas Vin, som den altid vennesæle Fru Melitta bød hende.
Kaptejnen kom i en Fart i Tøjet og travede af, holdende Kattentid under Armen.
»Det er dog en snurrig Patron,« bemærkede Thurø, »men man bliver saa træt af ham.«
»Ja, man skal være oplagt for at more sig over ham,« sagde Kragh, »og der er noget ynkeligt i al den Skælden, selv om han har Ret. Desuden er han for vigtig.«
»Lad ham være en Vigtigper og en Skændegæst,« indvendte Fru Melitta, »han er dog ikke saadan en ynkelig Tørv som de andre.«
»Nej, Flamme er der i ham,» sagde Frahm bifaldende.
»Men den oser væmmeligt,« kom det pludselig med Gravrøst fra Baltzer, hvis sidste Livsgnist dermed sluktes. Nu var han døddrukken.
De andre smaapassiarede lidt. Kragh talte lidt mere gnavent, end hans Venner syntes, der var Anledning til, om Flemmings Fremgang.
