166 JOACH. DAN. PREISLER.
Theaterblade, optraadte Preisler i et Par Brochurer som hans Forsvarer. Han indviklede sig herved i en Polemik, om hvis Gemenhed man ikke gør sig nogen Forestilling. Hans Modstander, et ganske raat Menneske ved Navn Gunnerus, har som Motto paa sit ene Skrift mod Preisler: »Han drak sig fuld og skrev som et Svin« — deraf kan man gøre sig et Begreb om Tonen. Man faar ved Læsningen et tydeligt Indtryk af, hvor dybt Preisler var sunket og hvor faa Rester af fordums Vid og Dannelse der endnu var tilovers i hans Sjæl. Men jeg tør ikke opholde mig længer ved disse faa Aktstykker fra hans Ulykkesperiode, som næppe ville interessere mange, der ikke, som jeg, tilfældigvis have følt nogen Sympati for denne ejendommelige Naturs Kunstnerevne og Vildfarelser. Der kan næppe være Tvivl om, at der er gaaet meget tilspilde i dette Liv, der begynder som et Lystspil og ender som en Tragedie; det er underligt at tænke sig, at hvis en myndig Vennehaand havde taget ham i Nakken den Aften, han vilde løbe bort med Jfr. Fredelund, havde han rimeligvis levet i adskillige flere Aar sig selv og andre til Fornøjelse.
Han var et yderlig nervøst Menneske, altid i Drift og Bevægelse, søgende Indtryk, der kunde pirre og mætte hans Nervesans. Studium, Kunst, Musik eller Fruentimmer, alt var ham ligegodt, blot hans Nerver dirrede velbehageligt. Han havde det Temperament, som er stik det modsatte af det flegmatiske. Da han havde anstrængt sin Hjærne og sit Nervesystem saaledes, at Fibrene kun trægt gjorde Tjeneste, sank han sammen som en Klud.
