15
MICHAEL WIEHE.
Smudsblade, har jeg herved den Ære at fratræde Abonnementet paa Fædrelandet«.
I den Bemærkning, hvormed Redaktøren indledte Brevet, vovede han end ikke at fremsætte et eneste fornærmeligt Ord mod Wiehe. Hans hele moralske og kunstneriske Personlighed var efterhaanden bleven ligesom hellig og ukrænkelig. Men man kan ogsaa her maale Styrkegraden af Wiehes Venskab for Høedt; thi man kan begribe, at der ikke hørte saa Lidt til for at den tavse Wiehe skulde træde op som offentlig Anklager.
III.
At Høedt har havt en stor og gennemgribende Indflydelse paa Wiehes Kunst, derom kan der ingen Tvivl være. Der var ikke faa Punkter, hvor Høedt var Vennen overlegen, uden derfor at besidde samme eminente sceniske Begavelse. Og Høedt havde den store Fordel, at han kunde udtale, hvad Wiehe blot følte, forme til Teori alt hvad den anden formaaede i Praksis. Derfor maa man dog ingenlunde tro, at Forholdet mellem dem kan bestemmes som mellem den naturlig Begavede og den grundig Studerende, eller mellem den ildfulde Kunstner og den kloge Beregner; thi hverken var Wiehe uden Studium eller Høedt uden Lidenskab, hin ikke ulogisk, denne ikke kold. Man kunde maaske sige, at Høedt var Wiehes Steffens, forsaavidt han drog faste Kunstformer frem for hans Fantasi, der førhen kun havde ejet dem i vage Omrids, og ved sit Ord befrugtede hans Tanke; derimod var han ingenlunde Wiehes Lærer i Detailler, ja denne tillod aldrig at Høedt overværede Prøver, eller at han indvirkede paa Rolleopfattelsen, saalænge første Opførelse
