AUGUST BOURNONVILLE. 239
som han aldrig overvandt. Han blev Danser saadan som Faa have været det; thi det var ikke Legemet alene, han brugte i Ballettens Tjeneste. Han arbejdede med sin hele Intelligens og Vilje — og Naturen havde udrustet ham med en kraftig Opfattelsesevne og en utæmmelig Ærgerrighed — og fra Ungdom til Alderdom opbød han hvert Fnug af sine poetiske Evner, som fortrinsvis bestod i en hed og pragtlysten Fantasi.
Medens han saaledes var Danser hver Tomme, satte han hele sit Liv ind paa ikke at anses for Danser, det vil sige for en Skabning med en tom Hjærne og et Par velskabte Ben, altsaa paa ikke at underkastes den Maalestok, som Publikum tidligere almindeligvis anlagde paa de Mænd, der befatte sig med en saa umandig Sysselsættelse som Dans. Bournonville vilde ikke stemples som en Kvindekarl, som en Art Halvkastrat; han følte sig som en Mand med al en Mands Dygtighed og Vilje. Derfor var han altid ivrig for at vise sit gode Hoved udenfor sin Kunst som Skribent, Festarrangør, Selskabsmand, Borger. Han vilde ikke betragtes som en Gøgler, men som en Kunstner, og i 40 Aar har han utrættelig ført Kampen for Ballettens Kunstrang, bestandig skaffende nye Argumenter, gørende sig til Historiker og Statistiker, smigrende Nationalstoltheden, hentende sig Vidnesbyrd fra berømte Mænd, komponerende Balletter og Danse i Snesevis, ofte seende dem falde under sig, men efter hvert Nederlag rejsende sig paa ny i ulastelig Puds, samlende sig Lavrbær i Udlandet for at bekranse sin Pande her hjemme, kastende Hærskarer af Elever ud paa Valpladsen, vogtende som en jaloux Formynder over Danserindernes Opførsel, forlængende deres Skørter som en Moral-
