242 AUGUST BOURNONVILLE.
ved sin Hjemkomst erholdt en ordentlig Gage og snart udnævntes til kongelig Danser, varede det dog kun kort, inden han maatte derover igen. Det skulde kun være et lille Ophold, og han var kontraktmæssig bunden til at vende hjem, men han brød sine Forpligtelser, og Rejsen varede 6 Aar, sande Læreaar, i hvilke Bournonville arbejdede med den daglige anstrængende Flid, som Dansen kræver. Han optraadte med Held paa Operaen, blev endog Solodanser, gjorde i sin Orlov Lykke paa andre Hovedstadstheatre, fandt meget og uforglemmeligt Behag i Pariserlivet og vendte dog fra det store Babylons Luksus og Fragt hjem til Københavns smaa, fattige Vilkaar.
Grundene til hans Hjemvenden vare vel komplicerede men flyde dog sikkert alle sammen i den herskende Trang hos ham til at hævde sin Personlighed til Trods for hans udsatte Stilling som Danser. Der fortælles, at en ung Danserinde, hvem man drillede med, at hun skulde giftes med en meget indtagende Kunstbroder, svarede med hele den krænkede Værdigheds Udtryk kun disse Ord: »En Mand, som danser!« Naar man ræsonnerer saaledes indenfor Standen, kan man knap forlange, at Publikum skal være tolerantere. I alt Fald nød paa hin Tid i Paris selv en Solodanser en særdeles ringe Anseelse, hvis han da ikke havde hævet sig til en eminent Rang, og dertil bragte Bournonville det ikke. Han var dér kun en Dygtighed, men ingen Berømthed, og han var udelukket fra den gode Omgang, han altid og netop satte stor Pris paa. Hans Stilling tilfredsstillede derfor hverken hans Kunstnerstolthed eller hans i Ordets gode Forstand honnette Ambition. I den Balletfoyer, hvor der om Dagen arbejdedes saa haardt foran
