AUGUST BOURNONVILLE. 245
sluttede sig til dem, og Heiberg maatte op til Kongen for at tale sin Sag. Kongen gav Digteren Ret, men Enden blev dog, at det forbødes Bournonville at tale paa Scenen. Det er ikke rimeligt, at den ærekære Mand nogensinde har tilgivet sine Kammerater deres haanlige Optræden. Han triumferede dog snart over dem. Thi allerede ved Opførelsen af Valdemar anvendte han Skuespillere i Ballettens Tjeneste, og vi have jo siden Alle set vore Skuespillere og Skuespillerinder som Balletmesterens lydige Medhjælpere, hvad der da i Særdeleshed var naturligt for Damernes Vedkommende, som næsten alle ere udgaaede fra Danseskolen.
Hvad Bournonvilles personlige Virksomhed angaar i den Kunst, hvis »nødvendigste Rekvisiter ere tournerede Positioner og tilspidsede Fødder«, er der jo ingen Tvivl om, at han var en udmærket Danser. Han roses for mimisk Færdighed, for Raskhed og Kraft; der var dog paa den anden Side Mange, som i Særdeleshed i erotiske Partier ikke fandt ham indtagende. Han selv satte vist størst Pris paa sin »Vigeur«, men indrømmer, at Lysten til Bravur ofte gjorde hans Dans mindre gratiøs. Bekendt er hans Selvkarakteristik: »Jeg udmærkede mig ved Rygsmidighed og Fodspidser, og var netop saa udværts, at jeg kunde præsentere mig for den strængeste Mester. De Vanskeligheder, jeg med uhyre Flid og ofte kun tildels har overvundet, var alt, hvad der hørte til Pirouetter og den fornødne Ro i de langsomme Pas og Stillinger; mine Hovedfejl vare knækkede Haandled, Svingen med Hovedet i mine Pirouetter og en vis Haardhed i min Elevation«. Tre Gange forandrede han »Genren af sin Virtuositet«, og jeg tænker, at der bagved
