AUGUST BOURNONVILLE. 249
Engagement debuterede han med Soldat og Bonde, hvori han idealiserede sin egen Tilbagekomst som en ung Soldats Hjemvenden fra Felttoget, idet denne beskriver Striden, dens vekslende Udfald og endelige Sejr. Uden Tvivl tænkte Bournonville paa Kampene under Læreaarene og sit daværende sejrrige Indtog i København. Men hin Beskrivelse, som tager sig temmelig parodisk ud paa Scenen, aflægger allerede Vidnesbyrd om et af Bournonvilles største Misgreb, som han aldrig blev fri for. Han indbildte sig, at Ballettens Ramme tillod at optage Fortællingen — man finder en lignende Beskrivelse f. Eks. i Toreadoren, medens den gamle Horatsiske Regel, at Handlingen ikke tør falde udenfor Scenen, intet Steds gælder mere uindskrænket end i Balletten.
Hans næste Arbejde var Victors Bryllup og fremkom netop, som han selv var indtraadt i Ægtestanden. Rimelig vis vil man ogsaa i hans øvrige Produktioner finde hans personlige Livsforhold afspejlede, men disse ere naturligvis ellers vanskeligere at paapege, f. Eks. i de historiske Balletter, hvis Række 1835 aabnedes med Valdemar, der blev en Triumf, han ikke mere skulde opleve indenfor samme Genre. Han havde imidlertid nu forstaaet, hvad hans Tids Smag krævede.
Fra hans tidlige Ungdom havde den Scene staaet for hans Fantasi, hvor Valdemar og Absalon springe op paa Borde og Bænke for at slukke Lysene, da Gildet tager saa drøvelig en Udgang. Han følte, hvor ypperlig al denne Tummel og Forvirring kunde gengives blot ved Pantomime og Musik, og Scenen blev ogsaa den bedste i den ellers lidt drævende Ballet, Ensemblenumrene ere altid lykkedes for ham — jeg minder om Torvescenen i Napoli, Dværge-
