17
MICHAEL WIEHE.
over Wiehes Replikfremsigelse. Ordet sprang spontant fra hans Læber, som en stødvis kommende ustanselig Strøm, og hvormeget han end gav, man syntes dog altid han holdt meget, ja det Bedste tilbage. Og selv en tarvelig Prosa føltes i hans Mund næsten som Vers; Fremmede have, uden at forstaa Dansk, glædet sig ved hans Oplæsning, som ved Musik, hans Tale var som en Sang, en Hymne til Skønhedens Pris, hvor der ingen Plads var for en markeret Betoning, hvor der ingen Tid var tilovers for det løsrevne Indhold. Jeg er saa heldig at kunne anføre Udtalelser af Wiehe, der bekræfte, hvad jeg har paastaaet. I et Brev fra Wien skriver han om Skuespilleren Wagner, som en fælles Bekendt har beskyldt ham for at ligne, men hvis Spillemaade efter Wiehes Mening er komplet Holstsk: »Wagner, det Asen, som spiller alle betydningsfulde Roller, spillede da ogsaa Faust saa betydningsløst brølende som muligt. Han har forresten et godt Udvortes ... Nogen Gavn tror jeg, jeg har af at have set Wagner, i det Hele taget. Ligner jeg ham end ikke i Brøleriet, saa tror jeg dog jeg ligner ham i at lade Effekter forsvinde, skønt det sker af forskellige Grunde hos os; hos ham er det Dumhed, thi han søger Effekt, det høres paa Brølet. Men han kan sige lange Repliker fulde af Nuancer og Tankeafsætninger, uden at det spores i Deklamationen, og det er jeg bange for, jeg har noget af«. —
Man skal saaledes have Vanskelighed ved at finde det enkelte geniale Træk, som integrerende Del i Wiehes Kunst; jeg forstaar derved en saadan Replikbetoning, Mine eller Gestus, hvorigennem den hele Personlighed synes at aabenbare sig paa særlig intensiv Maade. Som Eksempel herpaa
2
