256 AUGUST BOURNONVILLE.
Det er muligt, at der til Grund for et saa skarpt Angreb ligger nogen personlig Rancune. Det er jo bekendt, at Bournonville efterhaanden kom til at staa i et løsere Forhold til Theatret, at han hyppig helt fjærnede sig derfra og søgte Lykken i Udlandet, men at han sjældent fandt den der og vendte hjem, altid beredt til at tage Kampen op paany. Var der blot en Dekoration tilovers fra et Skuespil, der var strandet, han vidste at anvende Vraget: der var altid en Ballet færdig i Hovedet paa ham, og han kunde med kort Varsel bringe den paa Benene. Han mente, at det var klogest at efterlade saamange Værker som muligt, des vanskeligere vilde det være at udslette Sporene af hans Tilværelse.
Jeg tror, at han, hvordan det end gaar med hans Kompositioner, i alt Fald vil leve i lang Tid i sine Bøger. De tre Bind af Mit Theaterliv synes mig at være blevne undervurderede, Skildringen er ganske sikkert hist og her lidt vidtsvævende, men naar de udgives paany, vilde en kyndig Haand kunne gøre dem til en overmaade interessant og lærerig Bog, og der vilde ikke være mange Bøger i vor Literatur, som var mere »levende« end den. Man føler paa hver Side, trods Sprogets sirlige Form, at den gamle Balletmesters Liv ikke har været nogen Dans paa Roser.
Han var en Arbejder og et Talent. Hvad han har frembragt indenfor sin Kunstsfære, var saa godt som vort lille Land frembød Betingelser for at det kunde blive. Han gav det alt det Bedste, han besad, til Gengæld forlangte han ogsaa sin Plads blandt de Bedste, og han har næppe havt nogen Grund til at klage over Utak. Han var klog nok til hyppig at fordre lidt mere, end han vilde opnaa,
