JOHAN WIEHE. 275
hvilke han samvirkede. Han havde altid en Broder forud for sig paa hele sin Kunstnerbane, først Michael, derfor blev han vel Sanger, saa, da han optraadte som Skuespiller, Vilhelm Wiehe, der efter hans Mening berøvede ham de bedste Roller, Og medens Michael Wiehe var beundret, ja forgudet, og Vilhelm Wiehe af et glemsomt Publikum hurtigt sattes paa hans ledige Plads og blev hædret og elsket, var Johan Wiehe i det Højeste undertiden paaskønnet, egentlig kun tolereret.
At han i Ordets elementære Forstand var begavet for Scenen, viste sig straks ved hans første Optræden. Den hidsige Theaterlyst hørte hjemme i hans Familie, og med Kærligheden til Scenen vare Evnerne gaaede i Arv. Man saa' straks, at han besad den første af de Egenskaber, der betinge den sceniske Kunstner, den at kunne bære Kostumet. Men at det ogsaa var ægte Skuespillerblod, der flød i hans Aarer, kunde der ingen Tvivl være om for Iagttageren. Skønt hans Debut egentlig ikke var lykket, var han nemlig straks som hjemme paa Scenen, ja hvad mere er, han fyldte den. Hertil fordres megen Personlighed, det blot smukke Ydre slaar ikke til. Man kan hyppigt se, hvordan unge nette Mennesker med kønne Ansigter, der debutere, have den Ejendommelighed, at man stadig ligesom ikke kan finde dem paa Scenen; der er en Talentløshedens Tryllehat paa deres Hoved, som bevirker, at Personen bliver usynlig for den kunstneriske Betragtning. Johan Wiehe derimod var straks synlig, en Person paa Scenen, ikke fordi han havde et stort og svært Legeme, men fordi han var født Skuespiller og ejede det Noget i
18*
