284 JOHAN WIEHE.
været, og den nuværende mere kultiverede Udgave af Arbejderen; man mærke her, at Rollen kun blev ham tildelt paa Grund af Broderens Sygdom. Derfor var der gode Partier i hans Behrendt i Falliten; den stive Kulde kom fyldigt frem, men hverken Advokatskarpsindigheden eller Dommerstrængheden. Og det slæbende Foredrag blev han heller ikke her kvit, det gjaldt jo at være dannet.
Kun i en enkelt Rolle i et Stykke, som gik blot faa Gange over Scenen, slog han den samme Tone an som i Maria Stuart. Det var som Major Stonehurst i Engelskmændene i Indien. Karakteren er uklar; den meget raa, dumdristig kække Soldat, som under et Ophold i det indiske Klima blandt lutter Indfødte har tabt de evropæiske Begreber om Ære og Dannelse, vil tvinge en Dame til Ægteskab ved Hjælp af nogle for hende kompromitterende Breve, hvilke hun, forledet af en Kærlighed, der kun var Indbildning, har tilskrevet ham. Han skal ikke være en Slyngel, men noget af en Vild, en Halvbarbar, der, naar han har sat sig et Maal, gaar lige imod det uden Hensyn til sande Samfundslove eller falske Fordomme. Soldaterraaheden og den halvasiatiske Vildhed var Johan Wiehe Mand for at faa Ram paa, og der var fortrinlige Enkeltheder i hans Spil, især i hans sidste Afsked og Udfordringen til det dannede Selskab.
Hvad jeg mener han burde have spillet hos Shakspeare, det var først og fremmest Caliban i Stormen, og dernæst Othello og maaske, naar han var bleven mere udviklet, Macbeth. Begge de sidste Roller paatænkte man imidlertid at give Broderen. Hvad han fik var Cloten i Cymbeline og Mercutio i Romeo og Julie. I begge Roller var der fra hans Haand et ægte engelsk plumpt Tilsnit, som de shakspearske
