Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/93

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

84

FRITZ HULTMANN.

værdig er ikke Valère i Tartuffe. Jeg nævner særlig disse tvende Roller, fordi Hultmann har spillet dem og det saaledes, at hans Fremstilling ganske faldt sammen med Traditionen i Théâtre-Français, saaledes som den blev holdt oppe af Bressant og Delaunay. De havde netop den samme lidenskabsløse men dog faste Maade at fremsige Aleksandrinerne paa i en Smule Pasgængertrav, og dertil megen Personlighed og Anstand.

Hultmann var akkurat saa lystig og bar sig med saa megen rolig Anstand som Rollen fordrede. Der er som bekendt to Gange sket Forsøg paa at bryde Traditionen paa dette Punkt: først da Michael Wiehe gød en napolitansk Maaneskinsnats Sværmeri over Elskeren i De Usynlige, dernæst da Emil Poulsen omskabte Leander i Maskeraden til en drømmende Romeo. Begge Gange lykkedes det at vække Publikums ellers slappe Interesse for den Holbergske Erotik. Og dog, skønt det var interessant, skønt det var aandfuldt, det var ikke det, Holberg havde villet; det var noget andet, der maaske var skønnere og bedre, men ikke det ægte. Hvad gjorde Emil Poulsen som Leander? Han fremstillede den maskeradelystne unge Købmand, der render ud om Natten og sover om Dagen istedetfor at skrive, og der altid er drengeagtig angst for sin Faders Vrede, som en elskovssyg Drømmer. Naar han ved Stykkets Begyndelse kommer ind gabende, har Holbergs Leander Tømmermænd; Poulsens var Heinesk zerrissen. Sandt nok Leander viser sig hæftigt indtaget i Leonora, men derfor er det ikke tilladt at gøre hine Ord, som Poulsen lagde en hel Verden af Følelse i: Kærlighed, Henrik, det er noget, man ikke kan begribe, til de centrale i Rollen; thi Henriks Skrupler over den Kærlighed,