Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/95

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

86

FRITZ HULTMANN.

Tænk, om en Skuespiller virkelig vilde spille, hvad her staar, om han ved Ordenes Betoning, Miner og Bevægelser vilde male et til Døden fortvivlet Menneske, som kun vaklede mellem, om han skulde dræbe sin Elskede eller lægge Haand paa sig selv. Enhver føler det: Sligt vilde føre os milevidt bort fra Holberg; vi har ikke med nogen Othello at gøre; den gamle ærværdige Menuet skal ikke afbrydes med vilde Tigerspring. Ordene her ere rent konventionelle Udtryk for Tanken, Formler, der éngang for alle anvendes naar visse Følelser skulle udtrykkes. Af samme Art er Leonoras Talemaade Mit Hjærte sidder i min Hals, der hverken bør have noget komisk eller særlig patetisk Anstrøg, men kun sige saameget som Nutidens unge Piges jeg er saa rædsom angst. Leanders store Ord ville ligeledes omskrevne ikke klinge stærkt i vore Øren, og derfor havde Hultmann Ret, naar han i denne Monolog rolig gik ned til Lamperækken og med sagte bedrøvet Stemme uden mange Nuancer og Overgange fremsagde Leanders Tirade jævnt og alvorligt.

Ja, hvis Ordet Lidenskab turde anvendes om en eneste af den gamle Komedies Elskerroller, da var Hultmanns Spil ikke paa sin Plads og Wiehe og Emil Poulsen havde ydet mere end geniale Forsøg, nemlig anvist Vejen for en ny Spillemaade. Men det er ikke saa. Drifter og Passioner af en saa alvorlig Art, at de kunde forstyrre den satiriske festivitas, forekomme ikke i Holbergs Konversations- og Intrigestykker. Og netop derfor var Hultmann sikker her. Hvor Følelsen slaar om fra bunden Varme til luende Ild, der hørte hans Kunst op.

Hans hele Udvikling havde ført ham derhen, at han var bleven Indehaver af to store sjælelige Omraader. Han