IX.
Min Drøm var endt: den vexled ikke meer.
Det var et sælsomt Syn, at Skjebnens Raad
Med disse tvende Væsner skulde skildres
Med Farver, tagne fra det vaagne Liv.
Den Enes Lod blev Vanvid; — Jammer Begges.
Til Knud L. Rahbek.
Den Slotsklokke gaaer i den ældgamle Lund,
Paa Floden de Lilier svømme;
Der vanked en Smaadreng i Morgenens Stund,
Dybsindig i eensomme Drømme.
I Slottet der sover en Ridder saa prud.
Den Ridder var Trolle, men Drengen var Knud.
Saa brat liden Knud ind ad Chorsdøren treen,
Han seer paa de Liigkister lange.
Hans Tanker de sværme ved Heltenes Been;
Da grunder han tidlig paa Sange.
Ja Oldtidens Minde blev Sang i hans Bryst,
Og Viser om Helte hans Liv og hans Lyst.
Da Knud nu som Svend til vor Høiskole tyer,
Da satte han Skik paa de Unge.
For sad de og drak som umælende Dyr.
Han lagde dem Rimet paa Tunge.
Hans Riim vare rige paa Fynd og paa Marv.
Dem sang vore Fædre, vi fik dem i Arv.
