Men røden Urt og Lærkernes Sang
Nu gjør mig Tiden saa lang, saa lang.
Gaaer jeg fra Dig, er min Skjebne sort
Og langsom min Tid;
Skuer jeg Dig, da er Tiden kort
Og Skjebnen er hvid;
Thi dertil standser min hele Lyst,
At hvile mig ved Dit bløde Bryst.
Ei kan jeg gjøre min Sang saa fiin,
Saa venlig og blod;
Thi aldrig jeg smagte den kjælne Viin,
Men stærken Mjød.
Jeg maa sige det kort og godt, som jeg kan:
Vil Jomfruen ægte den Harpemand?
Jomfruen blev meget fornøiet og kunde godt lide det af Eyvind, at han saaledes priste hende udi Alles Paahør. De sidste Ord derimod tyktes hun ikke godt om. Hakon sagde: „Hvad siger I dertil Alvilde?“ (saaledes hed den deilige Jomfru). Hun taug stille og saae noget suurt over, at man vilde byde hende til Husbond en Spillemand; men da Hakon fortalte hende, at det var den Mand, som han gjorde meest af i Norges Land og som han agtede saa godt som for sin egen Broder, saa svarede hun: „Aa ja, hvorfor skulde jeg ikke tage ham; naar I, min Herre! vil skjenke ham saa meget, at jeg derfor kan føre det Levnet, som passer sig for en Jomfru af kongelig Æt.“ Alting blev da saaledes klaret, at Eyvind skulde med Alvilde boe paa en af Hakons Gaarde, og de skulde strax have hinanden til Ægte. Hakon vendte sig nu til de andre Jomfruer og sagde: „Jeg veed, at enhver mandvoxen Pige vil gjerne giftes, naar hun kan finde en Mand, som hun agter for god nok. Nu kunne I tilsammen besee mine Hovmand, om de ere efter Eders Hoved, eller I have
