med en Glorie om sin Tinding, som en hellig Jomfru, der gaaer paa solbeskinnede Skyer. Til at blive Gjenstand for denne Classes Kjærlighed udfordres slet ingen Egenskaber; dem lægger Elskeren aldeles til af egne Midler. Men min daglige Bøn er, at hverken jeg eller Mine maae komme saadan en Elsker i Veien paa hans Bersærkegang; thi i sin Fortvivlelses Blindhed skyer han hverken Ild, Vand, Pistoler eller Træstammer.
Valentins Gjæster befandt sig saa vel paa Pladsen udenfor Norges Minde, at det gik langt ud paa den smukke Sommeraften, førend de skiltes ad. Frits, der imidlertid med sin skamferede Næse havde sluttet sig til det øvrige Selskab, sad skrævs i det aabne Vindue, saaledes at det ene Been hang ud i den frie Luft, det andet i Stuen. I denne Stilling spillede han paa en Guitarre, som han havde truffet i Værelset, og begyndte dertil paa følgende Sang:
Søde! siig, hvornaar jeg dig skal finde?
Alle mine Tanker til dig rinde,
Du mit unge Livs udkaarne Mø!
Smalle Jomfru med det store Øie!
Dig jeg seer paa Østens røde Høie.
I den blanke Nat paa dig jeg tænker,
Naar jeg stirrer i den dybe Sø.
O, letskridende, sneehvide Pige!
Jeg saameget haver dig at sige:
Hvordan jeg saa trolig dig har søgt.
Naar jeg gaaer med Bøssen dybt i Lunde,
Mine vaagne Drømme til dig stunde,
Og i skjønne Morgenphantasier
Har jeg tidt fortrolig med dig spøgt.
Hisset hvor de flye, de hvide Duer,
Hvor bag Hav det fjerne Blaae jeg skuer,
Ahner jeg, du har din stille Bo.
