hund, som i sin Flab holdt en And, der forgjeves baskede Vandet med sine Vingeslag; snart hørte man en anden give Hals, medens den med Nød arbeidede sig igjennem Dyndet og de raslende Rør. En tredie fik neppe saameget Pusterum, at den et Øieblik kunde betræde Landjorden, for at ryste Vandet af sin Pels og sine hængende Ørelapper. Den blaalige Røg, som i den blikstille Luft ikke bortveiredes af nogen Vind, stod som et Loft af Skyer over den hele Sø.
Frits var i det hele Selskab den allerufortrødneste Skytte. Hans Efterstræbelse indskrænkedes ikke til Andeflokken, men enhver bevinget Skabning, der kom ham paa Skudvidde nær, var vis paa, i ham at finde sin Banemand. Han tog ei som sine Ledsagere Hensyn til Dyrenes Brugbarhed for Kjokken og Skorsteen, men selv de store Maager faldt i stor Mængde for hans Haand. Til en Forandring forlod han efter nogle Timers Forløb sin Baad, for at strøife imellem Rørene. Paa denne Vandring begav han sig hen til den lærde Licentiatus, som han af Skalkagtighed havde forledet til at følge Toget. Denne havde faaet sin Plads anviist paa en af de Veie, der var banet gjennem Rørene, hvor han, fordybet i Tanker og lænet til sit Gevær, stirrede ud paa Søen uden at lægge Mærke til, at en forvildet And med sine korte Vingeslag tidt drog lige forbi hans Linie. Frits nærmede sig til ham, og satte ved sine Trin den bevægelige Grund i en saadan Rystelse, at Licentiaten knap var i Stand til at holde Ligevægten paa det gyngende Bræt. En Svaneunge, der endnu var bedækket med de graafarvede, lodne Duun, kom i det Samme seilende forbi, og standsede gandske raadvild foran Indgangen til Licentiatens Baghold.
"Skyd," raabte Frits, "saa kan De bringe noget Vildt hjem til Jomfru Marie."
Lægen trak med bortvendt Ansigt paa Stillepinden, men Krudtet brændte for, uden at noget Skud fulgte paa. "Seer
