Bøsseskraldet, til den nedspændte Sindstilstand, der fulgte paa, naar min Forventning opløstes i et fuldkomment Intet."
Frits fandt ikke noget Uforklarligt i dette Vanheld; thi han var selv Skyld deri. Han havde paataget sig at udruste Licentiaten til Jagten, men af Skadefryd givet ham et uladet Gevær. Da han nu saae dennes fortvivlede Tilstand, begyndte han dog at føle nogen Anger over sin Ondskab. Denne Følelse bragte ham til at nærme sig Licentiaten med usædvanlig Venlighed og Fortrolighed. I den Samtale, som nu forefaldt imellem dem, bragtes Frits hændelsesviis til at yttre, at Dagens Strabadser havde vakt en piinlig Hunger og Tørst hos ham. Saasnart Licentiaten havde hørt denne Klage, fremdrog han strax et Papir med Brød og en Lommeflaske med Madeiraviin, og sagde:
"Her er en liden Hjertestyrkning, som Møllerens forekommende Datter har forsynet mig med. De gjør mig en Fornøielse, hvis De vil vederqvæge Dem dermed. Jeg kan med mere Lethed end De være Sligt foruden. De er yngre end jeg, og føler altsaa stærkere de legemlige Fornødenheder. Desuden gjør Kummeren over min ulyksalige Skjebne, at jeg kun lidet mindes af nogen sandselig Trang."
Frits blev rørt og ydmyget over denne Godmodighed, som hans Samvittighed sagde ham, at han slet ikke fortjente. Han var nær ved, reent ud at tilstaae sit skadefroe Bedrageri; men en liden Fortrydelse, der opstod hos ham, fordi Jomfruen ikke ligesaa vel havde seet hans Lommer tilgode som Licentiatens, hindrede denne Beslutning fra at komme til Modenhed. Han udsøgte sig da en afsides Plads i Græsset, for der at nyde den kjærkomne Frokost. Ved at opvikle det Papir, der tjente til Omslag for Smørrebrødet, fandt han, at det var beskrevet med Licentiatens Haand. Med Forundring og Medlidenhed læste han her følgende Linie:
