sige to Gange. Den Klodsmajor der kom stalkende med sine lange Been, af Forskrækkelse for en Skrubtudse, og plumpede ned i Moradset. Min tossede Godhed løb saaledes af med mig ved dette Syn, at jeg vilde komme ham til Redning. Derfor sidder jeg nu til Straf omtrent i samme Maade, som han. De kan ikke forestille Dem, hvad jeg har udstaaet i den halve Time, vi har siddet her. Jeg kan fast ikke leve, naar jeg ikke af og til faaer mig en Priis Tobak; men det har været mig plat umuligt, at komme til Daasen i min Vestelomme. Og saa har jeg ovenikjøbet havt den Ærgrelse, at see det lærde Spektakkel sidde der og studere, som om han ret befandt sig i sit Es. Havde jeg endda havt en Karl, med hvem jeg kunde have slaaet en fornuftig Passiar af. Men her har jeg siddet og kjedet mig reent fordærvet. Det har ei engang været mig muligt, at kunne spytte ret af Hjertens Grund, da Velanstændighed forbød at spytte min Ulykkeskammerat i Ansigtet. Spring nu hen og hent os et Bræt, at vi jo for jo heller kan komme ud af Skarnet, men let først min Kabuds lidt, og riv mig dygtig i Hovedet over det venstre Øre; thi jeg føler just paa det Sted en bandsat Kloen og Krillen."
Idet Licentiaten paa det hidbragte Bræt kravlede frem af Moradset, sagde han til Frits: "Det er desuden en egen Sag at overveie, om en Periode skriver let afsted. Man gjennemlæser saa tidt et Stykke Sammenskrift for at erfare, om det klinger godt; man grunder paa, hvor megen Malm det taaler, uden at skride for tungt, hvorledes Ordenes Følge kan skride let over Læberne, uden just at have Udseende af at være betegnet for en tandløs Qvindes Mund. Det gaaer En som en Maler, der stirrer saalænge paa sit Lærred, at alle Farver forsvinde for hans Blik. En fastbundet Rad af Ord, der staae paa Papiret, sætter man med Tanken i Bevægelse. Men i samme Moment maa Tanken med et roligt Overblik staae stille, for at iagttage Klan-
