vil jeg dandse syv Jomfruer trætte paa deres Bryllupsdag. Jeg vil blæse saa skjønt paa mit Horn, at de meest brøstfældige Been ufrivillig skulle dandse Hopsa."
"Stop", sagde Licentiaten, "stop et Øieblik; De bedøver mig aldeles ved Deres balstyrige Vociferation. Jeg søger forgjeves at finde nogen Tanketraad, Nexus og logisk Sammenhæng i denne strygende Strøm af Ord. Giv mig lidt Betænkningstid. — See! see! Ved Deres Tale kommer jeg til Kundskab om endeel Facta, Kjendsgjerninger, vilde jeg sige, som før have været mig aldeles ubekjendte. Altsaa, De har følt Kjærlighed for Jomfru Marie? Ei! ei! Den Omstændighed staaer da formodentlig i Forbindelse med Deres attenterede Selvmord? See, see! — Jeg tilbringer den største Deel af Dagen ved min Pult, og saaledes er det høist forklarligt, at endeel Tildragelser i Huset falde reent udenfor min Synskreds. Men mine psychologiske Grandskninger sætte mig dog strax i Stand til at finde Traaden i de mig forelagte Begivenheder. Saaledes faldt det mig strax ind, at combinere Deres haabløse Kjærlighed med Æbletræet og Strikken. Dertil bringer man det kuns ved Studier."
"O", svarede Frits, "Mølleren har dog vist ikke lagt sig meget efter Philosophien, og han begreb dog strax Sammenhængen."
"Men", blev Licentiaten ved, "en anden Yttring af Dem synes at beroe paa en fuldkommen urigtig Forestilling, nemlig, at jeg skulde have stillet mig i Veien for Deres Kjærlighed."
"Den Fugl ville vi lade flyve", sagde Frits. "Jeg trænger ei ind i Nogens Lønkammer, skjøndt mit staaer aabent for Enhver. Nu er jeg altfor salig til at opholde mig ved Tanken om gammel Modgang."
"Deres Modgang", sagde Licentiaten, "synes i ubetimelig Tid at blive gammel. Men da De selv erklærer, at Adgangen til Deres Hemmeligheder staaer aaben for Enhver, anseer De mig
