børn fra Jylland. Da nu Frits, svedig og støvet efter sin Fodvandring, ankommer paa Gaarden, spørger han først efter Candidaten, for hos ham at ordne sin Paaklædning, inden han fremstiller sig for Herskabet, og bliver altsaa henviist til hans Værelse. Han banker paa, triner ind, og finder sin Ven ivrigen beskjæftiget med at blanke sine Støvler. Hansen lader sig ikke forstyrre i sit Arbeide ved Fritses uventede Besøg; men efter et kort og tørt Velkommen gav han sig igjen til at bearbeide Støvlerne, i det han] aandede paa dem af alle Kræfter.
"Det er mig ret kjært at see dig her hos mig". sagde han. "Vær saa god og tag dig en Stol, og lad som du var hjemme. Fortryd ikke paa, jeg bliver ved mit Arbeid; du seer, jeg er endnu den Gamle. Jeg vil gjerne holde min Smule Fattigdom i god Stand. Naar man ikke holder sit Tøi ret i fuldkommen Orden, saa har man ingen Fornøielse deraf."
"Jeg kommer for at besøge din Frue", tog Frits Ordet, og træffer dig ret beleiligt med Skobørsten i Haanden. Jeg kan vel faae Støvet strøget af mine Støvler med det Samme."
"Nei, Frits", svarede Candidaten bestemt. "Hver Ting har sin Brug. Vel er du min gamle Kammerat, men denne Børste, den er mig en Helligdom. Den maa aldrig komme til Smuds eller Støv, den er blot bestemt til at lægge sidste Haand paa Værket med. Jeg vil tjene dig med en god Villie, hvori jeg kan; men det maa du forlade mig, denne Børste er min Øiesteen."
"Ja, det er mig just ikke heller saa grumme magtpaaliggende, jeg kan jo viste mine Støvler af med min Lommeklud."
"Frits, Frits!" sagde Hr. Hansen med Hovedrysten; "du er dog endnu den gamle Dreng. Eet Spøg og et Andet Alvor. Var jeg i dit Sted, lagde jeg mig et Par gule Kraver til. Gule Kraver ere just værd at satte Penge i. Ere da dine Støvleskafter ikke blankede til største Fuldkommenhed, saa dækkes
