249
Optegnelser paa Reisen til China.
embedsmænd, hvis luftige Huus stod paa Pæle midt i Kokosskoven blandt de Vilde, for at undgaae Slanger og Kryb. Commandanten sendte os ombord efter at have taget det Løfte af os, at vi næste Dag igjen vilde besøge ham og nærmere besee de Vildes Indretninger. Nu var Vandet saa høit, at Baaden kunde flyde ud af Revieret. —
Malajerne gik gjerne paa Bagkjøb i deres Handel. Jeg havde kjøbt nogle Stokke for en Kjole, men den Vilde kom igjen og vilde have, at Handelen skulde gaae ind. Ogsaa til en Matros kom en Malajer igjen med sin Betaling, sigende: Trata mau (jeg vil ikke have det); hvorpaa Matrosen svarede: L— min M—, og Malajeren maatte gaae bort igjen med uforrettet Sag.
Den 10de Juni. Der blev Intet af med at besee de Vildes Leilighed. Inden det blev lyst, hørte jeg Folkene gaae i Spillet og vinde Ankeret op. Vi seilede uden Besøg af Kanoer den hele Dag og kastede mod Aften Anker mellem Menneskeæderen[1] og Cæsar.
Den 11te seilede vi frem mellem de skjønne Øer i Strædet. Det var ligesom et uhyre Teppe med brogede Billeder, der blev rullet op for vore Øine, idet stedse nye Grupper af grønne Skove steeg frem af Havets Skjød. De forreste, der laae nær for vore Øine, vare lyse og beskinnede af Solen; de bageste kulsorte. Vi ankrede om Eftermiddagen ved Onrust[2], da vi fik en stor Pæl at see, som advarede os for Grunde. Om Aftenen roede Styrmand Lassen omkring i en Jolle for at lodde. Jeg gik med, for ret at besee Eilænderne. Det var en deilig, kjølig Aften, og ikke en Vind bevægede Havets Flade. Vi hørte hist og her i de smaae Skove Fuglene fløite. Vi nærmede os
