Barn, og dog har hun lagt en afskyelig Plan for at forhaane mig.
Klinger. Aa, ti stille, Du gamle Nar! det er et af Dine sædvanlige Eventyr.
Magisteren. Men, kjære Christian! jeg har med egne Øren hørt hende fortælle, for en af sine Veninder, at hun har gjort et Karrikatur af mig, et Uhyre med et Medusahoved og 4 Been, som skal sættes ind paa mit Kammer i Morgen, før jeg staaer op.
Klinger. Nu troer jeg, Du gaaer aldeles fra Forstanden.
Magisteren. Jeg kan begribe, det maa klinge dig utroligt; men medens Døren der af Vanvare stod paa Klem, hørte jeg hende sige til Veninden, at Medusahovedet var færdigt, og at Snedkeren skulde tage Noget af det ene Been, da det var tykkere end de andre tre. Veninden fnisede og paastod, det lignede mig frapant; ogsaa talte hun Noget om, at det ikke var en passende Foræring til et Mandfolk. Ak! svarede Caroline, han har jo Podagra, den Stakkel. Begriber Du, Klinger? hun meente, hun kunde gjerne være lidt næsviis mod en gammel aflægs Podagrist. Forstaaer Du det?
Klinger. Jeg har kun hørt det Halve af hvad Du har fortalt.
Magisteren. Men — jeg har besluttet, fra denne Dag at tage andre Forholdsregler for at sikkre mig mod Folks Chicaner og Drillerier. Hidtil har jeg været betragtet som en snild gammel Karl, hvem man gjerne kunde gjøre lidt Løier med; men herefter skal jeg ikke lade Nogen ustraffet gjøre mig Fortræd. Det er den eneste Maade, hvorpaa man kan have Fred her i Livet. Til en Begyndelse har jeg befalet Lars at slaae to af Carolines Urtepotter itu. (Stork kommer ind.)
