Klinger. Det vil jeg lade komme an paa et Forsøg; jeg har Intet at tabe derved.
Caroline. Christian, kan Du føre over Dit Sind at lade det komme til nogen Yderlighed, naar jeg bønfalder Dig for vor Kjærligheds Skyld, at afstaae fra vort Forsæt. Du er jo min eneste Ven i Verden, hvor kan Du da ville bedrøve mig. Jeg hænger mig fast om Din Hals og overvælder Dig saaledes med Kys, at Du ikke skal komme til at udsige noget Ord, som er mig imod.
Klinger. Pige! hvor kan Du troe, at Du ved at vise mig Din Kjærlighed, kan faae mig til at frasige mig Din Besiddelse. Det er et Middel, som aldeles forfeiler sin Hensigt. (Storm kommer ind.)
Ellevte Scene.
Stork (med et Papir i Haanden). De Forrige.
Stork. Naa, hvad bliver det til? Giver hun Kjøb? Jeg troer, hun er veemodig og De er vred.
Klinger. Hun bliver ved med sine uforklarlige Fantasier. Læg De nu efter Deres Løfte Planer for os alle Tre; thi jeg veed snart hverken ud eller ind.
Stork. Jeg har i Deres Navn skrevet en Ansøgning om Kongebrev. Har De Lyst til at skrive under?
Klinger. Ja, dertil er jeg strax færdig.
Caroline. Min Fader! vil De da gjøre Dem selv og mig reent ulykkelige? Gud! hvad skal jeg gribe til for at bringe dem til Fornuft.
Stork. Tal ikke saa høit, Caroline! der kommer Nogen paa Trappen. (Det banker.) Kom ind!
