86
Aaandedræt og matte Øjne viste, at den ikke havde langt tilbage. Jeg lagde den paa en Pude paa Tæppet.
»Jeg vil nu skære en af disse Piller midt over,« sagde Holmes, og idet han fremtog sin Pennekniv, lod han Handlingen følge paa Ordet. »Den ene Halvdel lægger vi atter i Æsken til fremtidigt Brug, den anden Halvdel kaster jeg i dette Vinglas, hvori der er en Teskefuld Vand. De ser, at vor Ven Doktoren har Ret, og at den virkelig opløses.«
»Ja, det kan jo være overmaade interessant,« sagde Lestrade i en fornærmet Tone, som om han havde os stærkt mistænkt for at ville have ham til bedste; »men jeg kan rigtignok ikke indse, hvad dette har at gøre med Mr. Joseph Stangersons Død.«
»Taalmodighed, min Ven, Taalmodighed! De skal nok faa at se, at det ikke har saa lidt at gøre med den. Nu blander jeg lidt Mælk her i Opløsningen for at gøre den mere smagelig, og naar vi saa byder Hunden det, vil vi faa at se, at den meget villig laber det i sig.«
Medens han talte, hældte han Vinglassets Indhold i en Underkop med Mælk og satte denne foran Terrien, der straks tømte Koppen. Sherlock Holmes' alvorlige, halvt højtidelige Adfærd havde smittet os, saa at vi alle i Tavshed sad og iagttog Hunden og ventede paa en eller anden frygtelig Virkning. En saadan udeblev imidlertid ganske. Hunden blev ved at ligge udstrakt paa Puden; aandede med Møje ligesom før, men var ellers tydelig nok hverken bleven daarligere eller bedre, end den var, før den drak.
Holmes havde taget sit Ur frem, og som Minut fulgte paa Minut uden Resultat, gled et Udtryk af
