120
Ridepisken og sprængte af Sted i en bølgende Støvsky ned ad den brede Vej.
Den unge Jefferson Hope red videre med sine Kammerater, mørk og tavs. Han og de havde været oppe mellem Nevada Bjærgene for at søge efter Sølv, og vare nu paa Tilbagevejen til Saltsøstaden, hvor de haabede at kunne rejse saa mange Penge, at de kunde begynde at bearbejde nogle Aarer, som de havde opdaget. Han havde været lige saa opsat paa denne Forretning som nogen af de andre, indtil denne Hændelse pludselig havde draget hans Tanker andet Steds hen. Synet af den unge, skønne Pige, saa frisk og frejdig som Bjærgenes Luftning, havde rørt op i hans ildfulde, utæmmede Hjærte og det lige ned til dets Bund. Da hun var forsvundet for hans Blik, forstod han, at han nu stod ved et Vendepunkt i sit Liv, og at hverken Sølvmine-Spekulationer eller noget andet nogen Sinde kunde blive af saa stor Betydning for ham som dette Møde. Kærligheden, der saa pludselig var bleven tændt i hans Hjærte, var ikke Ynglingens hastige, foranderlige Forelskelse, men den viljestærke, fyrige Mands vilde, alt betagende Lidenskab. Han havde hidtil været vant til, at alt, hvad han begyndte paa, lykkedes for ham, og han svor nu ved sig selv, at dette heller ikke skulde fejle for ham, hvis da ellers menneskelige Anstrengelser og Udholdenhed kunde nytte noget over for en Kvindes Følelser.
Han besøgte John Ferrier samme Aften og mange Gange senere, saa at han snart blev en vel kendt og vel set Gæst paa Gaarden. John, der var lukket inde i sin Dal og fuldstændig optaget af sit Arbejde, havde i de sidste tolv Aar kun haft liden Lejlighed til at høre Nyt fra den øvrige Verden.
