122
»Og naar vil det saa blive?« spurgte hun blussende og leende.
»Om et Par Maaneder i det højeste — saa vil jeg komme og bede om at faa Dig med, min elskede. Der er ingen, som kan stille sig imellem os.«
»Ja, men hvad tror Du, Fader vil sige?« spurgte hun.
»Han har givet sit Samtykke, i Fald det gaar godt med Minerne, og det frygter jeg slet ikke for.«
»Nu, ja, naar Du og Fader allerede har ordnet det altsammen imellem jer, saa har jeg jo ikke noget at sige dertil,« sagde hun skælmsk. Men han tog hende i sine stærke Arme, og hun lagde Hovedet op mod hans brede Bryst.
»Gud ske Lov,« sagde han med en af Glæde og Bevægelse uklar Stemme, idet han bøjede sig ned og kyssede hende. »Saa er det da afgjort. Jo længere jeg bliver her, desto vanskeligere bliver det for mig at komme bort; de andre vente ogsaa paa mig dernede i Canoen, derfor Farvel, min egen søde Pige — Farvel. Om to Maaneder har Du mig her igen.«
Med disse Ord rev han sig fra hende, kastede sig paa Hesten og galopperede bort i rasende Fart uden en eneste Gang at se sig tilbage, som om han var bange for, at hans Beslutning om at rejse bort vilde rokkes, hvis han blot en eneste Gang endnu saa et Glimt af hende, som han maatte lade blive tilbage.
Hun blev staaende ved Leddet og stirrede efter ham, indtil han forsvandt for hendes Blik. Saa gik hun tilbage til Gaarden og følte sig som den lykkeligste Pige i hele Utah.
