154
— Tag Dig sammen Mand! tag Dig sammen, hvorledes er det Du ser ud?«
»Bryd Dig blot ikke om mig,« sagde Hope med svag Stemme. Han var kridhvid i Ansigtet og var sunken tilbage paa Stenen, som han havde støttet sig mod. »Viet, siger Du?«
»Ja, ægteviet i Gaar — det er derfor, de flager dernede i Staden. Der var nogen Strid mellem den unge Drebber, og den unge Stangerson om, hvem af dem, der skulde have hende. De havde begge to været med i den Flok, der forfulgte dem, og det var Stangerson, der havde skudt hendes Fader, saa han syntes jo at have mest Ret til hende; men da Sagen saa blev forhandlet i Raadet, viste det sig, at Drebbers Parti var det stærkeste, og derfor skænkede Profeten hende til ham. Men han vil vist ikke have megen Glæde af hende, for jeg saa, at Døden stod præget i hendes Ansigt i Gaar da hun kom ud fra Templet. Hun ser mere ud som et Spøgelse, end som et Menneske. — Naa, vil Du saa gaa igen?
»Ja, nu skal jeg gaa,« sagde Jefferson Hope, der havde rejst sig fra sit Sæde. Hans Ansigt saa ud, som om det var mejslet i Marmor, saa haardt og fast var dets Udtryk, medens Øjnene skinnede med en frygtelig hadefuld Glans.
»Hvor gaar Du hen?«
»Bryd Dig blot ikke om det,« svarede han, og idet han slængte Riffelen over Skulderen, gik han med lange Skridt op gennem Kløften ind mellem Bjærgene — ind for at jage de vilde Dyr. Iblandt alle disse var der nu ingen saa vilde og saa farlige, som han selv.
— Cowpers Forudsigelse med Hensyn til Lucy
