163
ning vilde gøre, naar en meget stærk Dampmaskine arbejdede og stampede inden i den. I den dybe Tavshed, som var fulgt efter hans sidste Ord, kunde jeg høre en dump, summende og hvæsende Lyd, der ogsaa kom inde fra Brystet.
»Hvad,« udbrød jeg, »De maa jo have en stor Aneurisma paa Aorta«[1].
»Ja, det er saadan, han kaldte det,« sagde han blidt. »Jeg gik netop for en Uges Tid siden til en Læge med det, og han sagde, at den nødvendigvis vilde briste, inden der var gaaet ret mange Dage. Det er blevet værre og værre med den i de sidste Aar. Jeg fik den paa Grund af Overanstrengelse og mangelfuld Føde, medens jeg vandrede omkring mellem Bjærgene omkring Saltsøstaden. Nu har jeg imidlertid udført min Gerning, og nu bryder jeg mig slet ikke om, at jeg snart skal af Sted. Dog kunde jeg nok ønske at efterlade mig en Beretning om hele Sagen; jeg synes ikke om at faa samme Eftermæle som enhver gemen Morder.«
Inspektøren og de to Opdagere holdt nu en hurtig Raadslagning om, hvorvidt det var rigtigt at lade ham fortælle sin Historie.
»Tror De, Doktor, at der er nogen overhængende Fare?« spurgte den første mig.
»Ja, det er der sikkerlig,« svarede jeg.
»I saa Tilfælde er det tydelig nok vor Pligt i Retfærdighedens Interesse at modtage hans Meddelelser,« sagde Inspektøren. »Det staar Dem frit for, Sir, at give os de Oplysninger, De ønsker; men, som sagt, de vil blive ført til Protokols.«
- ↑ En stor Pulsaaresvulst paa Aorta: den store Pulsaare, der
fører Blodet fra venstre Hjertekammer ud i Legemet.
O. A.
