171
kravlede ind i Vognen. »Kør mig til Hallidays Hotel Garni,« sagde han.
Da jeg havde ham godt og vel inde i min Cab, hoppede mit Hjerte saaledes af Glæde, at jeg blev bange for, at min Aaresvulst nu i sidste Øjeblik skulde spille mig det Puds at springe op. Jeg dæmpede min Glæde, saa godt jeg kunde, og kørte langsomt ned ad Gaden, idet jeg overlagde med mig selv, hvad jeg nu helst skulde gøre. Jeg kunde have kørt ham uden for Byen; thi vi vare jo her i Udkanten af den, og saa paa en eller anden ensom Vej have taget Hævn over ham, og dette havde jeg næsten besluttet mig til, da han selv løste Spørgsmaalet for mig.
Drikkelysten kom nemlig nu igen over ham, og han befalede mig at holde stille uden for en Beværtning. Der gik han ind efter først at have givet mig Ordre til at vente paa sig. Han blev derinde, lige til de lukkede, og da han kom ud, var han saa beruset, at det var tydelig, jeg nu havde ham ganske i min Magt.
De maa dog ikke tro, at jeg havde i Sinde at myrde ham med koldt Blod. Det vilde visselig kun have været streng Retfærdighed, om jeg havde gjort saa, men det kunde jeg alligevel ikke faa mig selv til. Jeg havde derimod forlængst besluttet, at der skulde vises og gives ham en Udvej til at redde Livet, om han ellers havde Mod til at vælge dette.
Under mit omflakkende Liv har jeg maattet fortjene Føden i mange forskellige Stillinger, kom jeg til et nyt Sted, da søgte jeg altid Arbejde ved hvad som helst, og saaledes skete det da, at jeg i New York blev antaget som Laboratoriekarl ved
