176
og vi stod nogle Øjeblikke over for hinanden i dyb Tavshed og ventede i stor Spænding paa at se, hvilken af os, der skulde leve, og hvem der skulde dø.
Jeg skal aldrig glemme det Udtryk, der kom over hans Ansigt, da de første varslende Smerter sagde ham, at Giften var i hans Indvolde og havde begyndte at virke. Jeg lo, da jeg saa det og holdt Lucys Vielsesring hen for hans Øjne. Det var dog kun en stakket Kval, jeg voldte ham derved; thi Alkaloidets Virkning var, som Docenten havde sagt, meget hurtig. Han fortrak Ansigtet som i ulidelig Pine, slog vildt omkring sig med Armene, begyndte at vakle og faldt derpaa med et hæst Skrig næsegrus om paa Gulvet. Jeg vendte ham om med Foden, saa at Ansigtet kom opad, og lagde Haanden paa hans Hjerte. Der var slet ingen Bevægelse at spore; han var død!
Under alt dette blev Blodet ved at strømme ud af min Næse; men jeg havde ikke taget mindste Hensyn dertil. Jeg kan ikke forklare, hvad det var for en Indskydelse, der fik mig til at skrive paa Væggen med det; maaske var det en skadefro overgiven Lyst til at bringe Politiet paa Vildspor; thi jeg følte mig helt let og lystig til Mode. Jeg kom til at huske paa, at der, medens jeg var i New-York, var fundet en Tysker myrdet, og at der paa Væggen over Liget med Blod var skrevet Ordet RACHE, samt at Aviserne havde formodet, at et eller andet hemmeligt Selskab havde ladet vedkommende myrde. Jeg antog da, at hvad der kunde sætte New-York'erne i Forlegenhed vilde ogsaa forvirre London'erne, og derfor var det, at jeg
