82
her boede en Mr. Stangerson, svarede man mig straks bekræftende.
»Saa er De vel den Herre, han venter paa,« sagde man, »Han har nu i to Dage gaaet og ventet paa Dem?«
»Hvor er han for Øjeblikket?« spurgte jeg.
»Han ligger oppe i Sengen endnu; han har bedet os om ikke at kalde paa sig før Kl. 9.«
»Saa vil jeg straks gaa op til ham,« sagde jeg.
»Jeg tænkte nemlig, at min pludselige Tilsynekomst kunde forskrække og forvirre ham og faa ham til at komme frem med det, som han under andre Omstændigheder vilde fortie. Karlen paa Hotellet tilbød at vise mig op til Værelset; det laa paa anden Sal, og der førte en smal Korridor hen til det. Karlen pegede paa Døren og var ved at gaa ned igen, da jeg fik Øje paa noget, der trods min tyve Aars Erfaring gjorde mig ganske beklemt om Hjertet. Frem under Døren bugtede sig ligesom et smalt rødt Baand af Blod, der var flydt tværs over Korridorens Gulv og havde dannet en lille Pøl langs med Panelet paa den modsatte Side. Jeg udstødte et Skrig, der bragte Karlen tilbage, og han var nær daanet, da han saa, hvad der var paa Færde. Døren var lukket i Laas indvendig fra, men vi satte vore Skuldre til og sprængte den. Vinduet i Værelset stod aabent, og lige henne ved Vinduet laa en Mands krop sammenbøjet og kun iført Natdragt. Han var stendød og havde været det allerede i nogen Tid; thi hans Lemmer var stive og kolde. Da vi vendte Liget om med Ansigtet opad, genkendte Karlen ham straks som den Herre, der under Navnet Joseph Stangerson havde lejet Værelset. Dødsaarsagen var et dybt Saar i venstre Side, der maa have trængt
