Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/101

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

98

er det altid en egen Sag, og en saadan Tilintetgjørelsens Begeistring, som man ofte nok hører Tale om, fører i det Høieste til, at en Mængde Mennesker vove sig ud, uden at have Kraft til at tvivle, og gaae under eller komme ind i en Halvhed, der ligeledes er den visse Undergang. Udvikler derimod Tvivlens Brydning hos en Enkelt den Kraft, der igjen overvinder Tvivlen, saa er et saadant Syn opløftende, idet det viser, hvad et Menneske er ved sig selv, men det er egentlig ikke skjønt; thi for at det skulde være det, udfordres, at det har Umiddelbarheden i sig. En saadan i høiesie Grad gjennem Tvivl tilveiebragt Udvikling stræber hen til, hvad man i Extremet udtrykker saaledes: at gjøre et Menneske til et ganske andet. Skjønheden ligger derimod i, at det Umiddelbare erhverves i og med Tvivlen. Dette maa jeg udhæve i Modsætning til den Abstraktion, i hvilken man har gjort Tvivlen gjældende, den Forgudelse, man har drevet med den, den Dumdristighed, hvormed man har styrtet sig ind i den, den blinde Tillid, hvormed man har haabet en herlig Udgang af den. Dertil kommer, at jo mere aandeligt det er, der skal vindes, desto mere kan man anprise Tvivlen; men Kjærligheden tilhører bestandig en Region, hvor der ikke saa meget kan være Tale om et Erhvervet, som et Givet, og et Givet, som erhverves. Jeg veed overhovedet ikke af hvad Art denne Tvivl skulde være. Skulde det være den rette Disposition for en Ægtemand at have gjort sørgelige Erfaringer, at have lært at tvivle, og skulde det være det sande skjønne Ægteskab, der fremgik, naar han nu i Kraft af denne Tvivl med en stor sædelig Alvor giftede sig, og som Mand var tro og bestandig? Vi ville prise ham, men ikke anprise hans Ægteskab uden som et Exempel paa, hvad et Menneske kan formaae. Eller skulde han for at være Tvivler tilgavns ogsaa tvivle om hendes Kjærlighed, om Muligheden af at fastholde det Skjønne i dette Forhold, og dog have Stoicisme nok til at ville det. Jeg veed det meget vel, I falske Lærere ere meget villige til at anprise Sligt, netop for at Eders falske Lærdom bedre kan finde Indgang; I rose det, naar det tjener Eders Hensigt, og sige, see det er det sande