Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/103

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

100

kan jeg ikke noksom indskærpe med Hensyn til den ægteskabelige Kjærlighed. Den første Kjærlighed har jeg visselig ladet vederfares al Ret, og jeg troer, jeg er en bedre Lovpriser af den end Du, men dens Feil ligger i dens abstrakte Charakteer.

Den ægteskabelige Kjærlighed rummer derfor noget Mere i sig, som Du ogsaa kan see deraf, at den er i Stand til at opgive sig selv. Sæt, den første Kjærlighed ikke lod sig realisere, saa vilde, hvis det i Sandhed var en ægteskabelig Kjærlighed, Individerne være i Stand til at opgive den, og dog eie dens Sødme, om end i en anden Forstand. Dette kan den første Kjærlighed aldrig. Men heraf følger ingenlunde, at det var en Tvivl, der gav den ægteskabelige Kjærlighed sin Resignation, som om det var en Forkleinelse af den første Kjærlighed. Var det det, saa var det jo ingen Resignation, og dog veed maaskee Ingen bedre, hvor sød den er, end Den der resignerer paa den, og dog har Kraften dertil; men denne Kraft er atter ligesaa stor, naar det gjælder om at fastholde Kjærligheden, at realisere den i Livet. Det er den samme Kraft, der hører til at opgive som til at fastholde, og den sande Fastholden er den Kraft, der var istand til at opgive, yttrende sig i at fastholde, og først heri ligger den sande Frihed i at fastholde, den sande siikre Svæven.

Den ægteskabelige Kjærlighed viser sig som historisk derved, at den er en Assimilationsproces, den forsøger sig i det, der opleves, og fører det Oplevede tilbage til sig; den er altsaa ikke et uinteresseret Vidne til hvad der skeer, men er væsentlig deeltagende, kort den oplever sin egen Udvikling. Den romantiske Kjærlighed henfører vel ogsaa det Oplevede til sig, saaledes naar Ridderen sender de i Slaget erobrede Faner &c. &c. til den Elskede; men om end den romantiske Kjærlighed kunde tænke en nok saa lang Tid medgaaet til alle slige Erobringer, saa kunde det dog aldrig falde den ind, at Kjærligheden skulde have havt Historie. Den prosaiske Betragtning gaaer til det modsatte Extrem, den kan godt begribe, at Kjærligheden faaer Historie, i Almindelighed bliver det en kort Historie, og denne Historie saa tarvelig og pedester, at Kjærligheden snart kan faae Fødder