Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/107

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

104

dig, som den kirkelige Høitidelighed var altfor anstændig; „thi uanstændigt, latterligt, smagløst var det dog at anbringe en saadan quasi Mand og Kone ved et Spisebord, og derved henlede en eensidig og usand og uskjøn Reflexion paa, om det er Kirkens Decret, der gjør dem til Ægtefolk.” Du synes altsaa at holde paa et stille Bryllup. Det skal jeg Intet have imod, men blot oplyse Dig om, at Du ligesaa fuldt her bliver erklæret for at være en ret Ægtemand. Maaskee kan Du bedre taale det Ord, naar ingen Anden hører derpaa. Forøvrigt maa jeg erindre Dig om, at der ikke staaer: for den ganske Menighed, men: for Gud og denne Menighed, et Udtryk, der hverken forstyrrer ved sin Begrændsning eller mangler Dristighed.

Hvad Du forøvrigt har at sige i denne Henseende, det kan jeg bedre tilgive, om det end skeer med vanlig Ubændighed, fordi Du dog kun angriber de sociale Forhold. Angaaende disse mener jeg nu, at Enhver kan have sin Mening, og om jeg end er langtfra at billige Din „Sprödigkeit”, saa skal jeg dog være saa tolerant som mulig. Deri ville vi formodentlig altid blive uenige. Jeg anseer det for det Store, at leve i dem, og bringe noget Skjønnere ud af dem, hvis man er istand dertil, at underordne og finde sig i dem, naar man ikke formaaer hiint. Jeg seer slet ingen Fare for Ens Kjærlighed forbunden med at lade lyse fra Prædikestolen; heller ikke troer jeg, at en slig Tillysning er skadelig for Tilhørerne, hvilket Din overspændte Strenghed engang udfandt, da Du paastod, at Tillysningen burde afskaffes, fordi saa mange Mennesker, især Fruentimmer, blot gik i Kirke for at høre derpaa, saa at Prædikenens Indtryk blev tilintetgjort. Der ligger noget Usandt til Grund for Din Ængstelighed, som om alle slige Smaating skulde kunne forstyrre en sund og stærk Kjærlighed. Det er ingenlunde min Hensigt at tage alt det Uvæsen, der i denne Henseende gaaer i Svang, i Forsvar. Naar jeg holder fast paa Menigheden, saa identificerer jeg ikke denne med et „høistæret Publikum”, der, for at erindre om en Yttring af Goethe: „er uforskammet nok til at troe, at Alt, hvad man foretager