Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/109

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

106

For dem vilde da et Ægteskab blive en Begivenhed af Betydning, lidt af den poetiske Islæt i Hverdagslivet, Noget de længe iforveien kunne glæde sig til, længe bagefter mindes. I en Familie, hvor jeg kommer, seer jeg oftere en gammel Jomfru, som er samtidig med Konen i Huset. Hun mindes endnu saa levende Bryllupsdagen, ak, maaskee mere levende end Fruen selv; hvorledes Bruden var pyntet, enhver lille Biomstændighed. Vilde Du nu berøve alle saadanne Mennesker den Leilighed til at glæde sig, som Du kunde forskaffe dem? Lad os omgaaes de Skrøbelige i Kjærlighed. Der er saa mangt et Ægteskab, der blev indgaaet saa hemmelighedsfuldt som muligt for ret at nyde Glæden, og Tiden bragte maaskee Andet med sig, saa Lidet, at man kunde fristes til at sige: ja havde det endda havt den Betydning, at glæde en Mængde Mennesker, saa havde det dog været Noget. Jeg hader alle Familie-Næsviisheder, det veed Du, ligesaa meget som Du, men jeg forstaaer deels at holde dem fra Livet, deels at sætte mig ud derover; og Du med Din Bitterhed, Din Polemik, Dit Skyts, skulde Du ikke forstaae at gjøre ryddeligt? Det gjør Du vel ogsaa, men det forstyrrer Dig ikke destomindre. Jeg vil ikke foreskrive Dig Grændser, kast bort hvad der forstyrrer Dig, men glem ikke ganske mit Princip, glem ikke, om det er Dig muligt, at realisere det endnu skjønnere, husk, at Kunsten er, hvis det lader sig gjøre, at frelse saadanne Mennesker, ikke at forsvare sig selv. Jeg kunde indskærpe Dig det som en Klogskabsregel, thi Du veed meget godt, at jo mere man isolerer sig, desto mere næsten paatrængende gjør man alle disse uvirksomme snakkelystne Mennesker, Du der saa ofte har drevet Dit Spil med dem ved at gjøre dem nysgjerrige og derpaa at lade det Hele opløse sig i Intet; jeg kunde indskærpe det som en Klogskabsregel, men det vil jeg ikke, thi jeg har for megen Agtelse for Sandheden af hvad jeg siger, til at ville nedværdige den.

Enhver Tilblivelse, netop jo sundere den er, har altid noget Polemisk ved sig, og saaledes har enhver ægteskabelig Forbindelse det ogsaa, og Du veed meget vel, at jeg hader den Familie-Slaphed, den fade communio bonorum, som kan