114
lighed med Andet end med Kjærlighed. Om det end var det ringeste og ubetydeligste Menneske i Verden, der elskede det mest begavede, den Sidste vilde dog, hvis der var Sandhed i ham, føle, at alle hans Gaver lode et svælgende Dyb tilbage, og at den eneste Maade, paa hvilken han kunde tilfredsstille den Fordring, der laae i den Andens Kjærlighed, var ved at elske igjen. Lad os aldrig glemme, at man ikke kan regne med ueensartede Størrelser. Den der derfor i Sandhed har følt dette, han har elsket, men han har vist heller ei frygtet for at berøve sig Noget, som ingen Værdi har for ham — som saadant. Først Den, der er bleven fattig i Verden, har vundet den sande Eiendomssikkerhed, og først Den, der har tabt Alt har vundet Alt. Jeg raaber derfor med Fenelon: „Troer paa Kjærlighed, den tager Alt, den giver Alt.” Og det er i Sandhed en skjøn, en opløftende, en ubeskrivelig salig Følelse saaledes at lade alt det Enkelte forsvinde under sig, lade det blegne og som Taagebilleder flygte bort for Kjærlighedens uendelige Magt; det er et Regnestykke, der er ligesaa skjønt i det uendelige Nu, i hvilket det skeer paa eengang, som i den Succession, hvori man fryder sig ved at stikke sin Haand ud og lade det forsvinde Stykke for Stykke; ja, det er den sande Kjærligheds sande Tilintetgjørelsens Begeistring, naar den kunde ønske den hele Verden, ikke for at gjøre Lykke derved, men for at lade den gaae under som en Spøg i Kjærlighedens Tidsfordriv. Og i Sandhed, naar man først aabner Døren for Endelighederne, saa er det lige dumt og lige latterligt, om man vil elskes fordi man er det bedste Hoved, det største Talent, den genialeste Kunstner i sin Tid, eller fordi man paa sin Hage conserverer det skjønneste Fipskjæg. Dog disse Yttringer og Stemninger tilhøre naturligviis fuldkommen ligesaa meget den første Kjærlighed, og det er kun den forunderlige ustadige Stilling, Du altid antager, der gjør det nødvendigt for mig her igjen at berøre dette. Den første Kjærlighed kan ønske med overnaturlig Pathos, men denne Ønsken bliver let til et indholdsløst Dersom, og saa paradisisk leve vi ikke, at vor Herre giver ethvert Ægtepar hele Verden til at skalte og valte med. Den
