Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/120

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

117

Din Sjæl være saa forblindet, at Du anseer Dig for et fuldkomnere Væsen end hende? Betro Du kun hende Alt. Er hun svag, kan hun ikke bære det, nu vel, saa kan hun jo læne sig til Dig, Du har jo Kræfter nok. Seer Du, det kan Du ikke taale, det har Du ikke Kraft til. Altsaa mangler Du Kraft, og ikke hun. Maaskee havde hun mere Kraft end Du, maaskee beskæmmede hun Dig, see det har Du ikke Kraft til at bære. Eller har Du ikke lovet at ville dele Godt og Ondt med hende? er det da ikke at forfordele hende, naar Du ikke indviet hende i det Onde? Er det ikke at knække det Ædleste i hende? Maaskee er hun svag, maaskee vil hendes Sorg gjøre Alt tungere, eh bien, saa deler Du dette Onde med hende. Men dette vil atter frelse hende, og har Du Lov at berøve hende en Vei til Frelse, har Du Lov at see at liste hende gjennem Verden? Og hvor har Du Din Kraft fra, er hun ikke Gud ligesaa nær som Du? Vil Du berøve hende Leiligheden til paa den dybeste og inderligste Maade at finde Gud — gjennem Smerte og Lidelse? Og veed Du da saa vist, at hun slet ikke aner Din Hemmelighedsfuldhed? Veed Du, om hun ikke i Stilhed sørger og sukker, om hun ikke tager Skade paa sin Sjæl? Maaskee er hendes Svaghed Ydmyghed, maaskee troer hun, at det er hendes Pligt at bære alt dette. Herved har Du rigtignok været Anledning til at udvikle Kraft hos hende, men det var dog ikke paa den Maade. Du ønskede eller Du havde lovet det. Eller behandler Du hende ikke, for at sige det med et stærkt Ord, som — Medhustru? thi at Du ikke har flere, det hjælper ikke hende. Og er det ikke dobbelt ydmygende for hende, naar hun mærker, at Du elsker hende, at det ikke er fordi Du er en stolt Tyran, men fordi hun er et skrøbeligt Væsen.

En Tid lang kom jeg i et Huus, hvor jeg havde Leilighed til at iagttage en mere kunstnerisk og forfinet Gjennemførelse af Tausheds-Systemet. Det var en yngre Mand, ualmindelig begavet, et fortrinligt Hoved, en digterisk Natur, for indolent til at gide producere, men derimod med en overordentlig Takt og Sands for at gjøre det daglige Liv poetisk. Hans Kone var ung, ikke uden Aand, men med ualmindelig Charakteer.