122
gik Møllen Klip Klap, Klip Klap.” Ægteskabets historiske Charakteer gjør netop, at denne Forstaaelse ligesaa meget er paa eengang, som stadigt vorder. Det gaaer hermed som det gaaer med det individuelle Liv. Naar man er kommen til Klarhed over sig selv, naar man har havt Mod til at ville see sig selv, saa følger deraf ingenlunde, at nu Historien er forbi; thi nu begynder den, nu faaer den først ret Betydning, idet hvert enkelt oplevet Moment henføres til denne Total-Anskuelse. Saaledes ogsaa i Ægteskabet. I denne Aabenbarelse er den første Kjærligheds Umiddelbarhed gaaet under, dog ikke tabt, men indoptaget i den ægteskabelige Samviden, og hermed begynder Historien, og til denne Samviden bliver det Enkelte henført, og deri ligger dens Salighed, et Udtryk, hvori atter Ægteskabets historiske Charakteer er bevaret, og som er det Tilsvarende til den Livsglæde, eller hvad Tydsken kalder „Heiterkeit”, som den første Kjærlighed har.
Den ægteskabelige Kjærlighed hører det altsaa væsentligt til at blive historisk, og idet nu Individerne ere rigtigt stillede, saa er det Bud: i Ansigtets Sved at æde deres Brød, ikke noget Tordenbudskab, og det Mod og den Kraft, den føler i sig, er det Tilsvarende til og det Sande i den ridderlige Kjærligheds eventyrlige Trang til eventyrlige Bedrifter. Som Ridderen er uden Frygt, saa er den ægteskabelige Kjærlighed det ogsaa, uagtet de Fjender, den har at kæmpe imod, ofte ere langt farligere. Her aabner sig en viid Mark for Betragtningen, som det imidlertid ikke er min Agt at betræde; men har Ridderen Lov til at sige, at Den, der ikke byder hele Verden Trods for at frelse sin Elskede, ikke kjender den ridderlige Kjærlighed, saa har Ægtemanden Lov til at sige det Samme. Kun det maa jeg bestandig erindre om, at enhver saadan Seier, som den ægteskabelige Kjærlighed vinder, er mere æsthetisk skjøn, end den Ridderen vinder, fordi, idet han vinder denne Seier, vinder han tillige sin Kjærlighed forherliget i den. Den frygter Intet, end ikke smaa Misviisninger, den frygter ikke smaa Forliebelser, tværtimod, ogsaa disse blive kun Næring for den ægteskabelige Kjærligheds guddommelige Sundhed. Selv i Goethes Wahl-
