Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

10

andre Alt. Og nu dertil hele Stemningens Incarnat. Dit Øie funkler, eller rettere, det udstraaler ligesom paa eengang hundrede speidende Øine, en flygtig Rødme iler hen over Dit Ansigt; Du stoler trygt paa Dine Beregninger, og dog venter Du med en forfærdelig Utaalmodighed — ja min kjære Ven, jeg troer egentlig til Syvende og Sidst, at Du bedrager Dig selv, at Alt det, Du taler om at attrapere et Menneske i hans lykkelige Øieblik, kun er Din egen overvættes Stemning, Du griber. Du er saa potentseret, at Du er skabende. Af den Grund meente jeg, at det ikke var saa skadeligt for Andre; for Dig er det absolut skadeligt. Og ligger der dog ikke noget uhyre Troløst til Grund derfor. Du siger vel, at Menneskene ikke komme Dig ved, at de tværtimod maae takke Dig for, at Du ved Din Berøring ikke som Circe forvandler dem til Sviin, men fra Sviin til Heroer. Du siger, det er en ganske anden Sag, hvis der var et Menneske, der ret egentlig betroede sig til Dig; men et saadant Menneske har Du endnu aldrig truffet. Dit Hjerte bevæges, Du hensmelter af inderlig Rørelse ved Tanken om, at Du vilde offre Alt for ham. Jeg vil heller ei frakjende Dig en vis godmodig Hjælpsomhed, at f. Ex. den Maade, Du understøtter Trængende paa, i Sandhed er skjøn, at den Mildhed, Du stundom kan lægge for Dagen, har noget Nobelt ved sig, men desuagtet troer jeg, at der atter her skjuler sig en vis Fornemhed. Jeg vil ikke erindre om enkelte excentriske Yttringer deraf, det var Synd saaledes at fordunkle aldeles det Gode, der kan være hos Dig; derimod vil jeg erindre Dig om en lille Begivenhed i Dit Liv, som det ikke kan være skadeligt for Dig at blive mindet om. Du fortalte mig engang, at Du paa en Spadseretour gik bag efter to fattige Koner. Min Skildring af Situationen har maaskee i dette Øieblik ikke den Livlighed, som Din havde, da Du kom styrtende op til mig, ene beskjæftiget med denne Tanke. Det var to Koner fra Ladegaarden. De havde maaskee kjendt bedre Dage; men dette var glemt, og Ladegaarden er just ikke det Sted, hvor man opelsker et Haab. Idet den ene tog og bød den anden en Priis, sagde hun: hvo der havde fem Rbd. Hun er maaskee selv bleven