134
hvad vil det sige at „dømme” Andet end at fordre Noget af dem; og kan Du ikke fordre det, og det er jo en Modsigelse at fordre det Umulige, saa er det jo en Modsigelse at dømme dem. Ikke sandt, Du har forløbet Dig, Du har ladet ane en Lov, Du ikke vil vedkjende Dig, og som Du dog har gjort gjældende mod Andre. Dog Du er ikke blottet for Fatning, Du siger: „jeg dadler dem ikke, bebreider dem ikke, dømmer dem ikke; jeg beklager dem.” Men sæt nu, at de Vedkommende slet ikke fandt det kjedsommeligt. Der iler et selvtilfreds Smiil over Dine Læber, et lykkeligt Indfald har overrasket Dig selv og skal vel ogsaa kunne overraske den, Du taler med: „som sagt, jeg beklager dem; thi enten føle de Kjedsommelighedens hele Vægt og da beklager jeg dem, eller de mærke det ikke, og da beklager jeg dem ogsaa, da ere de nemlig i en saare beklagelig Illusion.” Saaledes omtrent vilde Du vel svare mig, og dersom der var Flere tilstede, saa vilde Din sikkre Attitude ikke forfeile sin Virkning. Nu er der imidlertid Ingen, der hører paa os, og jeg kan altsaa fortsætte Undersøgelsen. Du beklager dem altsaa i begge Tilfælde. Nu er der kun et tredie Tilfælde muligt, det nemlig, at man veed, at det forholder sig saaledes med Ægteskabet, og lykkeligviis ikke er kommen ind deri. Men denne Tilstand er jo aabenbar ligesaa beklagelig for Den, der har følt Kjærligheden og nu seer, at den ikke lader sig realisere. Og Dens Tilstand endelig, der saa godt som muligt har hjulpet sig ud af dette Skibbrud ved det i det Foregaaende skildrede egoistiske Nødmiddel, er jo ogsaa beklagelig, thi han har jo opkastet sig til en Røver og Ufredsmand. Det synes altsaa, at ligesom et Ægteskab er blevet et almindeligt Udtryk for en lykkelig Ende paa en Ting, saaledes bliver Ægteskabets egen Udgang kun lidet glædelig. Vi ere da komne til en almindelig Beklagelse som det sande Resultat af denne hele Undersøgelse; men et saadant Resultat er en Selvmodsigelse, det er det samme som om En vilde sige, at Resultatet af Livets Udvikling er, at man gaaer tilbage. Du er i Almindelighed ikke bange for at gaae med, og vil maaskee her sige: „ja det hænder jo ogsaa stundom; naar man har Vinden stik imod i
