Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/144

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

141

Naar man ligesaa meget dialektisk som historisk forfølger det Æsthetisk-Skjønnes Udvikling, vil man finde, at Retningen i denne Bevægelse er fra Rummets til Tidens Bestemmelser, og at Kunstens Fuldkommengjørelse afhænger af den successive Mulighed af mere og mere at løsrive sig fra Rummet og bestemme sig hen til Tiden. Heri ligger Overgangen og Betydningen af Overgangen fra Skulptur til Maleri, saaledes som Schelling tidligt har peget hen herpaa. Musiken har Tiden til sit Element, men vinder ingen Bestaaen i den, dens Betydning er den bestandige Forsvinden i Tiden, den toner i Tiden, men fortoner sig tillige og har ingen Bestaaen. Poesien endelig er den fuldkomneste af alle Kunster og derfor ogsaa den, der mest veed at gjøre Tidens Betydning gjældende. Den behøver ikke i den Forstand at indskrænke sig til Momentet, som Maleriet gjør det, den forsvinder heller ikke i den Forstand sporløst som Musiken. Men uagtet dette nødsages ogsaa denne, som vi have seet, til at concentrere sig i Momenter Den har derfor sin Grændse, og kan, som ovenfor viist, ikke fremstille det, hvis Sandhed netop er den timelige Succession. Og dog er det, at Tiden bliver gjort gjældende, ikke nogen Forkleinelse af det Æsthetiske, tværtimod bliver det æsthetiske Ideal rigere og fyldigere, jo mere dette skeer. Det Æsthetiske altsaa, der bliver incommensurabelt endog for Poesiens Fremstilling, hvorledes lader det sig fremstille? Svar: derved at det leves. Det faaer derved en Lighed med Musik, der blot er, fordi den bestandig gjentages, blot er i Udførelsens Øieblik. Derfor gjorde jeg i det Foregaaende opmærksom paa den fordærvelige Forvexling af det Æsthetiske og Det, som æsthetisk lader sig fremstille i digterisk Reproduktion. Alt, hvad jeg nemlig her taler om, lader sig visselig æsthetisk fremstille, ikke i digterisk Reproduktion, men derved, at man lever det, i Virkelighedens Liv realiserer det. Saaledes hæver Æsthetiken sig selv og forsoner sig med Livet; thi som i een Forstand Poesi og Kunst netop ere en Forsoning med Livet, saa ere de i en anden Forstand Fjendskab til Livet, fordi de kun forsone een Side af Sjælen. Her er jeg ved det Høieste i det Æsthetiske. Og i Sandhed, Den der har Yd-