Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/160

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

157

ind at anlægge en anden Maalestok; Ægteskabet alene har gjort sig skyldigt i denne Selvmodsigelse. Du anfører som Exempel en Kalds-Pligt, og mener, at det er et godt betegnende Exempel paa et reent Pligt-Forhold. Imidlertid er dette ingenlunde Tilfælde. Dersom nemlig et Menneske blot vilde opfatte sit Kald som en saadan Sum af Bestemmelser, han til bestemte Tider og Steder fuldbyrdede, saa nedværdigede han sig selv, sit Kald og sin Pligt. Eller mener Du, at en saadan Anskuelse vilde constituere gode Embedsmænd? Hvor blev der da Plads for den Begeistring, hvormed En helliger sig sit Kald, hvor Rum for den Kjærlighed, hvormed han elsker det? Eller hvilket Forum skulde controllere ham? Eller fordres dette ikke af ham netop som Pligt, og vilde Staten ikke ansee Enhver, der overtog sig en Forvaltning uden dette, for en Leiesvend, hvis Slid og Slæb den vel kunde bruge og betale for, men som dog i en anden Forstand var en uværdig Embedsmand? Om Staten nu end ikke udtrykkeligt siger dette, saa kommer det deraf, at det, den fordrer, er noget Udvortes, noget Haandgribeligt, og naar dette skeer, forudsætter den det Andet. I Ægteskabet derimod er Hovedsagen det Indvortes, det, der ikke lader sig pege og vise paa; men Udtrykket for dette er netop Kjærlighed. Jeg seer derfor ingen Modsigelse i, at det fordres som Pligt; thi den Omstændighed, at der Ingen er, der kan controllere, gjør ikke noget til Sagen, da han jo kan controllere sig selv. Dersom Du nu vedbliver at gjøre denne Fordring, saa er det enten fordi Du ved Hjælp deraf vil liste Dig fra Pligten, eller fordi Du er saa bange for Dig selv, at Du gjerne vilde lade Dig erklære umyndig; men det er jo lige forkeert og lige forkasteligt.

Naar Du nu fastholder det, jeg i det Foregaaende har udviklet, saaledes som jeg har udviklet det, saa vil Du let indsee, at jeg, idet jeg fastholder Pligtens Inderlighed i Kjærligheden, ikke gjør det med den vilde Angst, hvormed det stundom skeer af Mennesker, hvis prosaiske Forstandighed først har tilintetgjort det Umiddelbare, og som nu paa deres gamle Dage have slaaet sig til Pligten; Mennesker, der i deres Blindhed ikke vide stærkt nok at haane det reent Naturlige, ikke dumt nok at lovsynge