Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/171

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

168

stød, der havde bragt Dig i Berøring med ham, Din Ironi var ikke fristet. Skjøndt han var den Yngre, Du den Ældre, saa havde han dog ved sin ædle Ungdommelighed gjort Øieblikket alvorligt. Ikke sandt, Du vilde selv blive ung, Du vilde føle, at der ligger noget Skjønt i at være ung, men ogsaa noget saare Alvorligt, at det ingenlunde er en ligegyldig Sag, hvorledes man bruger sin Ungdom, at der ligger et Valg for En, et virkeligt Enten-Eller? Du vilde føle, at Det, det dog kommer an paa, ikke saa meget er at danne sin Aand, som at modne sin Personlighed. Din Godmodighed, Din Sympathi var sat i Bevægelse, ud af den vilde Du tale til ham; Du vilde styrke hans Sjæl, bestyrke ham i den Tillid, han havde til Verden, Du vilde forsikkre ham, at der er en Magt i et Menneske, der kan trodse hele Verden, Du vilde lægge ham ret stærkt paa Hjerte at bruge Tiden. Alt dette kan Du gjøre, og naar Du vil, kan Du gjøre det smukt. Men agt nu vel paa, hvad jeg vil sige Dig, unge Menneske; thi skjøndt Du ikke er ung, nødsages man dog altid til at kalde Dig saa. Hvad gjorde Du nu her? Du anerkjendte, hvad Du ellers ikke vil anerkjende, Betydningen af et Enten-Eller, og hvorfor, fordi Din Sjæl var bevæget af Kjærlighed til det unge Menneske; og dog bedrog Du jo ham paa en Maade, thi han vil maaskee træffe sammen med Dig til andre Tider, hvor det ingenlunde er Din Leilighed at anerkjende det. Der seer Du en sørgelig Følge af, at et Menneskes Væsen ikke kan harmonisk aabenbare sig. Du troede at gjøre det Bedste, og dog har Du maaskee skadet ham; maaskee han snarere vilde have kunnet holde sig ligeoverfor Din Mistillid til Livet, end finde Hvile i den subjektiv svigagtige Tillid, Du bibragte ham. Tænk Dig, at Du efter nogle Aars Forløb atter traf sammen med hiint unge Menneske; han var livlig, vittig, aandrig, dristig i sin Tanke, kjæk i sit Udtryk; men Dit fine Øre opdagede let Tvivlen i hans Sjæl, Du fattede en Mistanke om, at ogsaa han var kommen til den tvetydige Viisdom: jeg siger bare enten — eller; ikke sandt, det vilde gjøre Dig ondt for ham, Du vilde føle, at han havde tabt Noget, og noget saare